Hvis sagen

 

gør knuder


Så ring til DUKH – vi giver uvildig rådgivning til mennesker med handicap og deres pårørende.

 

DUKH rådgiver mennesker med handicap og deres pårørende, der har en sag kørende hos kommunen og er i tvivl om deres rettigheder eller utilfreds med en afgørelse. Du kan henvende dig til DUKH og få gratis rådgivning, hvis du:

 

  • Mangler vejledning om, hvilke muligheder der er for støtte
  • Mangler vejledning om, hvor man kan henvende sig for at få den rette hjælp
  • Mangler overblik over sagen
  • Mangler koordination i sagen.
  • Mangler at blive inddraget i behandlingen af sin sag
  • Mangler oplysning om klagemuligheder

 

Ofte henvender folk sig til os lige efter, de har fået afslag på en ansøgning, men tit går frustrationerne langt tilbage i tiden. Der er også folk, der henvender sig til os umiddelbart før et møde med sagsbehandleren for at få råd og vejledning om, hvordan de kan ruste sig til mødet. Kernen i vores arbejde er at opbygge og måske genopbygge, en gensidig forståelse og tillid imellem borgeren og sagsbehandleren. Det gælder, hvad enten man henvender sig for at få et par uvildige øjne på et langt og frustrerende sagsforløb, eller man gerne vil forberede sig på mødet med sagsbehandleren.

 

 

Med på sidelinjen

Når DUKH går ind i en sag, sker det, fordi én af parterne i sagen har henvendt sig til os. Vi går altid ind i en sag for en kortere periode. DUKH er udelukkende en rådgivende institution. Det betyder, at DUKH kan ikke overtage sagsbehandlingen eller omgøre kommunens afgørelser. Vi kender lovgivningen og mulighederne i det offentlige system, men rådgiver ikke om specifikke handicap.

 

 

DUKH er uvildig

Vi skal rådgive på et neutralt grundlag, så både borgere og myndigheder kan have tillid til os. Derfor kan DUKH ikke stille en bisidder til rådighed for borgeren – vi skal ikke agere advokat, men heller ikke være systemets forlængede arm.

Uvildigheden har til formål at sikre, at en sag bliver belyst fra flere sider. Det gør vi ved at lytte til både borgers og sagsbehandlers syn på sagsforløbet. DUKH skal være med til at sikre, at personer med handicap får den hjælp, de er berettiget til, og at sagsbehandlingen forløber efter reglerne. Derimod skal vi ikke arbejde for at ændre kommunens serviceniveau, hverken i den ene eller den anden retning.

 

Kontakt til DUKH

Føler du, at du har behov for råd og vejledning, kan du ringe, skrive eller maile til os

 

Du kan finde mere information om os via vores hjemmeside, www.dukh.dk, derudover har vi udarbejdet en folder, som man kan få tilsendt ved at kontakte os.

 

DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Banegårdspladsen 2, 2. sal

6000 Kolding

Tlf.: 76 30 19 30

E-mail: mail@dukh.dk

Web: www.dukh.dk

 

 

Til toppen

Tilbage til artikler

Til forsiden