Derfor gør det ondt i musklerne af dr. Ingemar Söderlund (red.2007) Kliniken Dorsum i Helsinsbore klinik for udvikling af ortopædisk medicin.
Smerter i bevægeapparatet opstår som følge af, at musklernes energiforråd er opbrugt, og en brist på syre og energibalancen opstår. Den dynamiske kraft kræver en velafbalanceret mekanisme, som sørger for, at der når brændstof, ilt og andre nødvendige stoffer frem i rette tid. Når musklen arbejder, dannes forbrændingsprodukter, som skal transporteres bort. Forstyrrelser i denne mekanisme resulterer i en større eller mindre grad af advarselssignaler.

Der findes naturligvis sygdomme, som i sig selv giver anledning til smerter, f.eks. gigt, som ødelægger leddene. Men det er et faktum, at man kun ved 4-5 % af alle tilfælde af smerter i bevægeapparatet finder vævsskader, så som diskus prolaps.

En øget slaphed i ledkapslerne tillader ledbevægelser uden for leddets normale stabilitetsområde under bevægelse og belastning. Dette kan forårsage både akutte og kroniske overbelastninger af leddets forskellige strukturer. I samme øjeblik som belastningen medfører, at leddet ikke længere er i sit stabilitetsområde, fører beskyttelsesreflekser til en spænding i leddets stabiliserende muskler og ligamenter, for at modvirke truende udskridning, forstuvning eller forstrækning. Hvis ledkapsler og ledbånd er løsere end normalt (hypermobile), indtræder den truende instabilitet, så snart kroppen forlader den liggende stilling.

Overbevægelige led er ikke mere følsomme end normale led over for belastning, hvis retning går lige igennem leddets centrum - såkaldt aksial belastning. Ved skæve belastninger er risikoen for, at leddet havner uden for sit normale stabilitetsområde derimod øget. Kroppen svarer automatisk med en øgning af muskelspændingen, som modvirker denne trussel (refleksmedieret muskelstivhed). Har man overbevægelighed i belastede led, kan der udvikles en kronisk muskelforkortning og et kronisk udtrætningssyndrom fra de muskler, der udfører stabiliseringsarbejdet. Praktisk talt alle kroppens led er udsatte for skæv belastning i stående stilling, når man går og udfører arbejde med hænderne dette gælder specielt rygsøjlens bageste støtteled (facetled).

Overbevægelighed (hypermobilitet) på grund af en alt for løs ledkapsel kan også opstå, fordi ledbrusken er blevet slidt ned. Ledkapslen er så blevet „et par numre for stor" til leddet og vi har så den samme biomekaniske situation, som ved det hypermobile  led. Der er opstået en unormal situation, hvad angår leddets stabilitet, og leddets muskler og ligamenter svarer umiddelbart på dette ved at øge den stabiliserende spænding. En sådan truende ledløshed opstår f.eks. ved aldersslitage i rygsøjlens facetled, hofte- eller knæartrose, hvor  ledbruskens tykkelse reduceres.

Denne refleksmedierede muskelstivhed kan også opstå ved langvarig, lavenergetisk og statisk ledstabilisering. Det er tilfældet f.eks. ved arbejde med skrivemaskine og computer, kartoffelskrælning, skrivning i hånden, syning eller andre typer af arbejde, der kræver en rolig hånd, præcise bevægelser og absolut kontrol over håndfingerbevægelser. Dette stiller store krav til de muskler, som holder hovedet lige, skuldrene i ro og armene stille, mens hænderne arbejder, så hurtigt de kan. Ved alle typer af arbejde, hvor kravene omhurtighed, omhyggelighed, fejlfrihed og præcision er store, låser alle kroppens muskler sig for at støtte håndens styring og ro. Ikke mindst spændes øjenmusklerne betydeligt, idet synet aflæser håndbevægelserne og korrigerer hele finmotorikken. Øjentræthed, som opstår sammen med nakkestivhed efter en dag foran computeren, skyldes ikke, at man har stirret for meget, men at øjenmusklerne har måttet sørge for øjenæblernes stabilitet og præcision, for at vi skal kunne læse og skrive tekst hurtigt og korrekt.

Musklernes opgave som stabilisatorer er således mere energikrævende og spændingsøgende end rene bevægelsesbelastninger. Et stabilt led, som fungerer let og smidigt, opbygger en stabiliserende spænding hen over leddet. Alle smidige og afbalancerede bevægelser sker med anvendelse af alle leddets muskler, som velkoordineret skal øge og mindske muskelspændingen afhængigt af, hvad vi er i gang med at gøre med hænder og arme. jo hurtigere en bevægelse skal ske med store krav til præcision, desto større stabiliseringsspænding har leddet brug for. Muskler, som jo er levende væv, tåler ikke en sådan ekstraspænding længere end nogle minutter, inden de udtrættes indefra.

Hvis et led er ustabilt, øges kravene til de stabiliserende muskler yderligere og udtrætningsfænomenet truer. Et fænomen, der udvikles i overudtrættede muskler, er triggerpunkter (trigger = aftrækker på gevær eller pistol). Det er en regional muskelkrampe, som kun omfatter en del af musklens fibre. Denne udtrætningskrampe erkendes som et ømt punkt i musklen. Kommer man uforsigtigt til at trykke på sådanne triggerpunkter, udløses et kraftigt smertesignal undertiden med tydeligt udstrålende fænomener, så som udtrætning, smerte, snurren, spænding, stik eller andre smertelignende fænomener. Dette kaldes for radierende dysæstesier, dvs. underlige fornemmelser, som stråler ud fra smertepunktet.

Udtrætning efter langvarig stabilisering af et led fører til forstyrrelse af energiforsyningen til muskelfibrene, som under sammentrækningen hverken kan få luft eller brændstof. Alle leddets stabilisatorer kan frembyde udtrætningstegn af forskellig slags og vekslende intensitet. Dette skyldes, at vi nogle dage faktisk ikke bruger muskelstabilisering, mens andre dage kræver langvarig fuld stabilisering. Dette fører til en uforudsigelig smerteintensitet, som er psykisk nedbrydende.

Øget spænding i leddenes stabiliserende muskler medfører også træk og hårde belastninger i muskeltilhæftningerne på de lednære skeletdele. Senefæster, benhinder og ledbånd bliver påvirket og udvikler egne smertepunkter, som har samme effekt som ”almindelige” triggerpunkter ved belastninger.

Smertesignalene får efterhånden deres eget liv, ikke mindst i kraft af den tendens nervesystemet har til at hjælpe kroppens flugtreflekser, til at tilkoble flere nervebaner for at registrere smertetruslen, samt også rette opmærksomheden mod smertens centrum og således forstærke smertereceptionen (registrering af smerten), dvs. man bliver bevidst om, at det gør ondt. Smerteperceptionen er en vigtig faktor, når det drejer sig om at forstærke og intensivere smertenervernes funktion - både på godt og ondt. Ved langvarig muskelsmerte er denne forstærkning helt unødvendig, men desværre allerede i kraft og delvis gjort permanent af vores flittige nervesystem i samarbejde med kroppens overstabiliserede muskler.

De muskelgrupper, der oftest rammes af denne smertefulde konsekvens af langvarigt, hårdt kontrolleret stabilisering, er de muskelgrupper, som effektuerer den oprette stilling, samt sørger for, at hænderne har en stabil basis for deres små, præcise bevægelser, der skal kontrolleres og korrigeres af øjnene.

Det muskelsystem, som muliggør den opretstående stilling samt gangfunktionen, kaldes for det posturale muskelsystem og dets tilhørende posturale nervesystem. Nerver og muskler udgør her funktionelle enheder, hvor det bliver svært at afgøre, hvor det ene begynder og det andet ender, hvad angår smertefulde advarselssignaler om langvarig udtrætning og krampagtig ledstabilisering. Det siger sig selv, at dette nervemuskelsystem konstant må være på vagt og højspændt, for at vi ikke skal forvride ankler, fødder eller rygsøjle. Hvis man har tendens til overbevægelighed i leddene i dette posturale system, forværres situationen yderligere, eftersom ikke kun tyngdekraften kræver sin stabiliseringskraft, men desuden kræver de løse led mere spændingsenergi end normalt.

Eftersom lænderyggen og bækkenhofteleddene er meget vigtige for krops-holdningen, optræder udtrætningen hurtigt i vigtige muskel- og ligamentsystemer i stående og siddende stilling samt ved foroverbøjning. Visse muskler trættes nemmere end andre - f.eks. piriformis, ileopsoas, glutens medius, infraspinatus og den dybe nakkemuskulatur. Her opstår der ofte trigger-punkter, som kan sende deres udstrålende dysæstesier langt ud i musklens funktionsområde til stor forvirring for alle involverede. Et ubemærket problem er bækken-bundsspasmer, som opstår pga. rygsmerterne og fordi bugtrykket bruges som en indre stabilisering. Et kronisk forhøjet bug-tryk som følge af lænderygsmerter stiller store krav til bækkenbunden og lukkemusklerne, så at trykket ikke tabes bagud - hvilket både kan høres og mærkes. I forbindelse med lænderygs- og bækkeninstabiliteten involveres hele bækkenbunden således i stabiliseringsarbejdet sammen med de bagerste stabilisatorer, piriformis og de andre.

Det er vigtigt for alle kropsfunktioner at holde hovedet højt og stabilt. Kravet om stabilisering kommer mest fra øjnene, da kroppens position i verden aflæses af synet, øjenmusklernes spænding og øjenæblernes position. En rank holdning og en stabil hovedholdning kræver megen muskelenergi, når man betænker hvor bevægeligt hovedet er i forhold til kroppen. Selve hovedet hviler med sin vægt på 6-7 kg på to runde små knopper med ledflader så små som lillefingernegle. Der skal mange muskler med friske, udhvilede fibriller til, for at klare en hel dags ledstabilisering over disse kugleleje-led. Hvis hovedet desuden holdes i en skæv position (på skrå), skal musklerne arbejde endnu hårdere og udtrætningsfænomenerne efter et langt arbejdsliv bliver generende og invaliderende.

Spændte, smertende muskler og muskelfæster med irritation og penost-forandringer ødelægger hele nakkens funktion som stabilisationsmåler for det posturale system. Resultatet bliver svimmelhed og usikkerhed på grund af muskulær udtrætning i halsens hovedstabiliserende muskelsystem. Det er også bevist, at det fører til kognitive funktionsforstyrrelser af hukommelse, logistik og andre vigtige mentale funktioner som hjælper os gennem en daglig dag.

Forstyrrelsen af den muskulære funktion med dens forvirrende krops- og smerteoplevelse kan efterhånden bygges op og føre til forstyrrelser i koordinationen ved gang, i stående stilling, samt ved andre aktiviteter. Musklerne bliver energifattige og udtrættes let. En udtrættet muskel er desuden længere tid om at slappe af (rigor) - et velkendt fænomen inden for idræt, hvor udtrætningskramper kan ramme de udmattede muskler. En udtrættet muskel, som er træt, stiv og hård, kan ikke længere afslappes ved hjælp af hvile. Den metaboliske forandring inde i muskelfibrene er gået for langt, og de forbliver korte, hårde og smertende, på trods af at kroppen hviler sig. Almindelig hvile slår ikke længere til for at få muskelkrampen til at ophøre; nu behøves rent mekanisk behandling, som f.eks. udstrækning, massage, akupunktur og lignende manuelle behandlingsformer.

Den udtrættede muskel med sin forstyrrede energiomsætning (metabolisme) har brug for aflastning. Det er forkert at sige, at musklerne har brug for hvile, da det jo ikke længere er tilstrækkeligt - desuden kan det misforstås. Ledstabiliserende muskler, som er blevet kronisk udtrættede, har brug for aflastning. Aflastning kan ske på mange måder. De mennesker, der har haft problemer i lang tid, har selv fundet ud af, hvad der er effektivt, f. eks. træning i varmtvandsbassin, specielle puder og madrasser i sengen, rygstøtter osv. Et veltilpasset korset eller lignende støtte kan både mindske bugtrykket og give bugmuskulaturen et modhold, når de skal løfte eller stå. Korsettet støtter bugtrykket og stabiliserer leddene i rygsøjlen. De udtrættede rygmuskler får derigennem en tiltrængt hjælp og kan hellige sig deres oprindelige funktion; at sikre kroppens oprette holdning.

En samtidig stabiliserende aflastning af de posturale muskler og en lavenergetisk muskeltræning får man i et varmtvandsbassin. Vandet giver mulighed for at dosere belastningerne, så de udtrættede muskler får chancen for at udnytte den gode effekt af belastning til at komme sig. Vand giver desuden en aflastende stabilisering på al stillingsstabiliserende muskulatur, som i vandet ikke behøver andet end ganske svagt at stabilisere leddene under dejlige, langsomme men alligevel energikrævende bevægelser.

Kognitive forstyrrelser ved langvarig smerte
For den som lider af langvarig smerte, er oplevelsen af hukommelses-, koncentrations- og indlærings besvær et velkendt fænomen. Det kan delvist forklares af den træthed, kroppen rammes af, når de posturale og ledstabiliserende muskelsystemer til stadighed udtrættes af den subliminale statiske spænding. Dette kan også forklare den fornemmelse af feber, som mange smertepatienter kender til. Langvarig muskelspænding danner forbrændingsprodukter, som kemisk påvirker temperaturcentret i hjernen, men måske skyldes den største del af forstyrrelsen i temperaturfornemmelsen den rent kataboliske (vævsnedbrydende) effekt.

Psykodynamisk foreligger desuden en reaktionsfase i en tabskrise i løbet af den progressive fase af smertesyndromets udvikling. Tabet af sundhed rammer personen som en helt naturlig reaktion. Yderligere kan der opstå en „confinement effect", dvs. personen føler sig i smertens fængsel. Individet bliver derfor optaget af at forsøge at bryde ud af sit confinement (fængsel), hvorved det forhindres, at meget andet intellektuelt arbejde kan foregå samtidigt. Vi har jo ikke ubegrænset kapacitet for lagring og genkaldelse, når det gælder mentale processer. Manglende indlæringsevne kan også forklares med, at systemet overbelastes af inputs, hvor smerteimpulser jo altid har adgang til bevidstheden før andre stimuli.

Der findes mange systemteorier omkring dette, men af betydning er nok også den tvivl på egen formåen, der opstår, når individet gennem mange år igen og igen ikke slår til i handling og tanker. Svigtende tro på sig selv medfører at personen får en tendens til overdreven kontrol eller fuldstændigt at opgive (failure-prone), hvilket bestemt heller ikke styrker hukommelsesfunktionerne.

Oversat af Hans Henrik Ockel. Redigeret 2007, Ingemar Söderlund, Mia N

Til toppen

Tilbage til artikler

Til forsiden